Satire: Hetero Pride nummer én million afholdt i Ikea

Så langt tilbage, som nogen kan huske, har det været en fast tradition, at danske heteropar fejrer deres seksuelle orientering med et traditionsrigt optog gennem Ikea i Skejby lidt uden for Aarhus søndage i tidsrummet fra 10.30 til cirka 15 – den såkaldte Hetero Pride. Denne søndag var det blevet tid til march nummer én million.

Som altid gik den traditionsrige rute fra afdelingen for moderne møbler via køkkenudstyr og sengemiljø til vareudleveringen, hvor mange valgte at fejre begivenheden med kanelsnegle eller softice ad libitum. Enkelte valgte sågar i dagens anledning at indtage kødboller og kartoffelmos på varehusets førstesal, iført matchende fritidssæt.

Vogne med børn og borde

På Hetero Prides rute valgte flere deltagere at køre rundt med små vogne, hvorpå der var anbragt typiske heterogenstande som børn eller sofaborde af mærket Niprig.

Men ikke kun heteroseksuelle deltog i fejringen. Erik Brokard og Marcus Svendsen stod under hele marchen langs ruten og viftede med et Ikea-flag. For selv om de er bøsser, mener de, at det er vigtigt at vise deres opbakning til den heteroseksuelle sag.

»Jeg synes, det er så flot, at de på den måde viser, at de ikke er bange for at stå ved deres heteroseksualitet og ved, hvem de er, og at de ikke er bange for at købe ting i billig, trykimprægneret krydsfiner fra Polen,« forklarede Erik Brokard, og Marcus Svendsen erklærede sig enig.

Modigt at vise trist stil

»Selvfølgelig kan det godt være, at jeg synes, deres stil er temmelig bomuldsagtig og gråmeleret på en måde, som det er svært for mig at relatere til. Men det virkelig modigt, at de sådan viser deres seksualitet frem for hele verden,« sagde han og tilføjede med et glimt i øjet, at han dog håber, at de heteroseksuelle holder deres Berlingoer langt væk fra hans parkeringsplads, selv om han fuldt ud respekterer deres ret til at leve deres liv, præcis som de vil.

Kilder i det heteroseksuelle miljø fortæller, at man fremover dagligt vil holde tilsvarende arrangementer i Ikeaer overalt i verden.

Artiklen blev oprindeligt bragt den 18/8 2015.

Forfatterkommentar af Mikkel Andersson:

Jeg kan ikke huske, hvor idéen til denne artikel kom fra, for den var ikke min. Men den er virkelig god, og artiklen blev en af dem, der var enormt sjov at skrive. Særligt den omvendte hypertolerance, som de to bøsser udviser i deres opbakning til den heteroseksuelle sag, selv om de ikke ønsker, at heteroerne kommer dem nær med Berlingoer og polsk krydsfiner, fungerer rigtigt godt.

Pålidelige kilder har i øvrigt tippet redaktionen om, at tilsvarende marcher afvikles i havecentre landet over.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.

Leave a Reply

Powered by WordPress | Designed by: Premium Themes | Thanks to Free WordPress 4 Themes, Download Premium WordPress Themes and